Der er salg i salgsudvikling

Fordobling af salget

Den konklusion er rådgivningsvirksomheden Connection Management i Nærum nået frem til efter at have fordoblet omsætningen på bare to år.'

Skrevet af
Jesper Winther

Partner og Stifter


Artikel fra DET GRØNNE OMRÅDE 01.11.2005

Der er salg i salgsudvikling

Den konklusion er rådgivningsvirksomheden Connection Management i Nærum nået frem til efter at have fordoblet omsætningen på bare to år.

Med en målsætning om at øge produktiviteten med mindst 20 pct. i de salgsorganisationer, virksomheden arbejder med, har Connection Management i Nærum ved København fundet sin egen niche i en ellers hård branche. Virksomheden tilbyder undervisning og coaching i salgs- og ledelsesudvikling og fokuserer på, at alt rådgivning, undervisning og coaching skal være praktisk orienteret og målbart, ellers får kunden ikke tilstrækkeligt udbytte.

»Vi forsøger at komme ind og være en del af hverdagen, når vi coacher og underviser i organisationerne, for hvis sælgerne og lederne føler, at det er en realistisk situation, de bliver undervist i, så kan de også bedre mærke efter og tænke: Okay, det er sådan her, det skal føles næste gang.«

Det forklarer Henrik Wassmann, den ene partner i Connection Management, som siden opstarten i 2003 har mere end fordoblet omsætningen med et netop afsluttet regnskab, der ender på cirka 1,3 mio. kr. i overskud før skat. For at fastholde det praktiske element i rådgivningen af sælgere og ledere tager Connection Management gerne virksomhedens kunder og medarbejdere med i undervisningen, og det har vist sig at være en win-win-situation.

»Sælgerne og lederne får mere ud af det, når de sidder over for en, der reelt set er en vigtig kunde eller medarbejder, og på den anden side har kunderne og medarbejderne en stor interesse i, at deres samarbejdspartnere eller ledere bliver dygtige. Så mit indtryk er, at alle får noget ud af det,« siger Henrik Wassmann.

De to mødtes, da de begge arbejdede hos konsulentvirksomheden Cultivator.

»Vi flirtede meget med tanken om at starte vores eget, og vi kendte markedet godt, så efter en del overvejelser og nogle markedsundersøgelser af, hvad der var brug for, besluttede vi at starte vores eget,« fortæller Jesper Winther.

Siden opstarten i 2003 er Connection Management gået fra to til 10 medarbejdere, og ambitionen er en fortsat vækst. Målet er at runde 3 mio. kr. i resultat i dette regnskabsår.

Jesper Winther og Henrik Wassmann har samtidig en teori om, at virksomheden trives bedst, når medarbejderne har en reel interesse i, at væksten fortsætter, og deler derfor en tredjedel af overskuddet mellem medarbejderne hvert halvår.

»Vi tror på, at alle tager et større fælles ejerskab for virksomheden, når de er økonomisk involverede, og samtidig er det et princip for os, at alle skal mærke, når det går godt,« forklarer Henrik Wassmann.


Del